Viperen i paradis

En invitation jeg ikke kunne sige nej til

Jeg var blevet inviteret på dåvildtjagt i Irland — i Kerry af Damien og længere mod nordvest af Gary længere nordvest på. Under sommerens duejagt hos Niels Nielsen havde Niels været så venlig at tilbyde at ordne både min riffeltilladelse og mit senere ophold for mig. Det var et rigtig godt tilbud, som jeg straks benyttede mig af.

Jeg ankom hos Gary Haran en dag tidligere end aftalt, da han havde skrevet, at jeg var velkommen til at komme før. Vi havde skrevet en del sammen gennem årene, så det var spændende at møde Gary og se, om mine forestillinger om ham holdt stik. Og jeg blev ikke skuffet — Gary var præcis den jæger, jeg havde håbet på at møde. Glad, arbejdsom, gæstfri og med hjertet på rette sted.

Jeg gik op for at gøre mit grej klar til næste dag, og så gik jeg i seng og lå længe vågen, for jeg var meget spændt på, hvad de næste dage ville bringe. Jeg tror faktisk, at Gary tænker som en dåhjort, for han udnyttede alle muligheder og brugte de færdigheder, der skal til at få det hele til at lykkes. Vinden, terrænet og alt dække blev taget med i overvejelserne, når 'hamsterhjulet snurrede', som han selv kaldte det. Jeg lærte mere om dåvildtjagt på fire dage, end jeg har i hele min 40-årige periode som jæger.

Første dåhjort

Første dag blæste det helt vildt, der var nærmest ingen dyr ude. Men 'dåhjorte-mesteren' ændrede planerne. Vi kørte ud til et andet område og gik langt, til vi kom til en skov, hvor dåhjortenes brunstgrynt kunne høres. Det var ekstremt spændende at følge Garys manøvrer i skoven, hvor dybe drænkanaler skar gennem skovbunden. Det var ikke tilfældigt, hvilken vej vi gik ind, og ruten blev hele tiden korrigeret ved hjælp af pudderflasken. Små skyer af pudder blev brugt til at sikre, at vi ikke havde vinden i ryggen på noget tidspunkt. Vi zigzaggede os ind på en hjort, men kunne ikke få ham fri til skud.

Det fik jeg bevist, da vi under en manøvre bagud kom der en anden god hjort ind bagfra. Vi sad i skovens vistnok eneste ryddede spor, og hjorten stod i den anden ende af det, 130 meter ude, med hovedet oppe i grangrenene. Jeg var ret presset, da jeg ikke kunne se, at det var en dåhjort, for jeg havde ikke set andre hjorte i området og havde intet at sammenligne med. Gary hviskede, at det var en hjort, og at jeg skulle skyde den spidst ind i bringen.

Det er mange år siden, jeg sidst har nedlagt en dåhjort, og mine første blev faktisk jagtet kun en times kørsel fra, hvor jeg var nu. Mine første hjorte blev nemlig nedlagt i stor sorg, da min dengang bedste ven døde hjemme i Danmark, imens jeg var på jagt i Irland. Det var, som om der skete en forløsning på denne tur, da jeg stadig har Svend Erik forbundet til mine første dåhjortetrofæer. De gevirer lå længe, før jeg fik dem monteret, og der har altid været en "skygge over dem".

Hvor var han smuk, som han lå der — og nu var han min. Jeg havde fået nedlagt en irsk dåhjort igen, på min første dag, men anede ikke, hvilke andre eventyr jeg havde i vente. For hamsterhjulet det snurrede stadig.

Endnu en på første dag

Efter succesen med den store flotte dåhjort fortsatte jagten. Vi var rundt på flere forskellige spots, men den hårde vind gjorde åbenbart sit til, at dyrene stod stille, og der var ikke meget brunst at høre. I det sidste dagslys, faktisk på vej hjem, passerede vi en mark, hvor der pludselig dukkede en spidshjort op.

"Skyd den," sagde Gary og begyndte at kalde med sine miav-lyde, for at se om han kunne holde den nysgerrig, så den ikke stak af. Jeg fik riflen op på Viper-Flex'en og fik trykket af. Hjorten faldt i skuddet. Jeg var stadig helt oppe at køre over den første dåhjort, og nu havde jeg fået mulighed for at skyde et dyr mere — sikken en dag.

Da jeg sagde dette til Gary, smilede han bare og sagde: tirsdag vil blive dagen! Det lover vejrudsigten i hvert fald, det bliver helt stille og solskin. Jeg turde dårligt håbe på det. For Garys sidste godnathilsen var: Tomorrow will be the day and I have a plan. 'Hamsterhjulet' har snurret igen, tænkte jeg — og så faldt jeg i søvn.

Fire dåhjorte på én dag

Næste morgen var det en ærgerlig Gary, jeg mødte ved morgenbordet til de uundværlige cornflakes. "Det er tåget," sagde han og så modfalden ud. "Det var det eneste, der ikke måtte ske." Det var stadig mørkt, da vi gik ud, men jeg kunne høre noget positivt i Garys stemme: "Det er faktisk ikke så tåget længere," sagde han.

Gary havde en plan. Vi parkerede bilen og listede ind i et område med de sædvanlige pigtrådshegn og stållåger. Vi sneg os forsigtigt fremad og standsede ved en låge ind til en fold, hvor Gary, som stod forrest, kiggede ind på marken i sin håndkikkert. Han gav tegn til, at jeg skulle sætte skydestokken op, nu blev det spændende. Jeg listede op på siden af ham og så nogle dyr et stykke inde, imens jeg koncentrerede mig om at få bragt riflen i stilling på toppen af Viper-Flex'en.

"Wait," hviskede Gary, som lige ville sikre sig, hvad det var for en dåhjort, vi havde foran os. For han havde set en mere, der stod længst bagude i rudlen. "Det er den, der står tættest på, du skal skyde," hviskede han, og jeg lod korset glide op på halsen på hjorten. I spændingen havde jeg glemt at afsikre, så det første skud blev ikke rigtig til noget. Fjols, tænkte jeg, nu følte jeg, at det skulle gå stærkt. Frem med sikringen, korset op på halsen — og hjorten kollapsede i skuddet, øjeblikkelig dræbt af et 139 grains Sonic Hunt-projektil. Jeg var overvældet af at have nedlagt hele tre hjorte på to dage.

Hjorten med den bagudvendte sprosse

Da vi havde kørt lidt, stoppede Gary og sagde, at det var her, vi skulle ud. Da vi havde gået lidt, stoppede Gary for at lytte. Der lød grynten et stykke borte, og Gary løftede pegefingeren og nikkede med et optimistisk smil. Vi passerede et gammelt hus, hvor tre bygningsarbejdere var i gang med at renovere taget — hjorten måtte være blevet skræmt, men ikke mere end at han stadig gav lyd fra sig.

Vi kom til en mark, hvor der var en top med store sten, der søgte vi over, for at kunne overskue området. Gary begyndte at kalde, og hjorten svarede bag nogle træer fra den anden ende af marken. Jeg skyndte mig at komme i position med Viper-Flex'en og 7 mm'eren, uden at stikke for højt op, nu vi var synlige i skyline. Han kom skråt op imod os langs et gammelt stendige og trådte til sidst op på selve diget. Jeg havde fulgt ham i sigtekikkerten og var klar.

Da hjorten nåede op, drejede han hovedet for at overskue området. Hans hovedbevægelse blev mit signal til, at han ville blive stående i nogle splitsekunder. Jeg stod lavt med kroppen og det højre ben strakt bagud, så riflen lå som i en skruestik ovenpå Viper-Flex'en. I en glidende, kontrolleret bevægelse fandt korset halsen, og kuglen fløj. Resultatet var spektakulært, og Gary fangede hele scenariet med rolig hånd. Lige der gik det op for mig, at jeg havde nedlagt turens 4. dåhjort, da måden han faldt på indikerede, at han var død, inden han ramte jorden. Hjorten havde en speciel sprosse, der gik bagud — et meget unikt trofæ.

The mute buck

Da vi havde spist, fortalte Gary, at planerne var blevet ændret. Hans bror havde sendt en SMS: hele tre dåhjorte havde holdt ham vågen hele natten med deres grynten. Det skulle lige undersøges, mente Gary. Vi skulle klar til 'The one o'clock rock', som Gary kaldte fænomenet — det magiske tidspunkt, hvor han havde mest succes med at jage brunstige dåhjorte.

Der var virkelig musik i skoven, for pludselig lød det, som om der var to hjorte, som gryntede. Vi listede ind på det, der viste sig at være cirka midten, og Gary bad mig om at gøre mig klar med Sako og Styx. Vi nåede hjørnet og kunne høre, at vi var tæt på. Pludselig begyndte Gary at pege ud på det høje græs, og derude stod hjorten, vi var efter. Den havde haft denne brunstplads de sidste to år, men Gary havde ladet den få fred indtil nu.

Hjorten opførte sig meget underligt, den stod, som om den gryntede, men der kom ingen lyd. Vi døbte ham senere 'The mute buck'. Jeg var nødt til at flytte mig mere til venstre for at få ham fri, men der, hvor jeg gerne ville hen, der sad Gary og filmede. Jeg begyndte at mase mig over mod Gary, som prøvede at flytte sig for ikke at blive trådt ned af den jagttossede dansker. Det ødelagde Garys fokus på hjorten, men nu fik jeg frit skud. Jeg sigtede helt nede i kanten af græsset, midt på halsen, og slap turens anden Sonic Hunt. Resultatet var overvældende, hjorten klappede sammen som ramt af en økse.

Og der lå han — den smukkeste og mest symmetriske dåhjort, jeg nogensinde havde nedlagt. "Det her var en fantastisk stalk," sagde Gary, "det er det her, det drejer sig om." Jeg kunne kun give ham ret og takkede ham for en af de mest spændende og intense jagtoplevelser, jeg til dato havde prøvet.

Hjorten i det våde område

"Min plan er, at vi skal ned og se efter den dåhjort, vi ikke fik, nede i det våde område," sagde Gary. Vi gik ned mod granskoven med de dybe grøfter. Gary fortalte, at inden grantræerne voksede til, da var området sumpet og overfladen nærmest flydende. Nu havde træernes rødder stivet det hele af, men det var stadig et område, der blev oversvømmet hver vinter — og det var også stedet, hvor flere dåhjorte havde deres brunstpladser.

Jeg sad klar med riflen på skydestokken, som jeg havde kortet op, så det var muligt at skyde neden under grangrenene. Hver eneste gang hjorten stoppede, var der ikke mulighed for skud. Jeg kunne mærke presset. Og pludselig skete det: hjorten stoppede med bredsiden til og viste skulderen imellem to træer, hvor der var 10-15 cm imellem. Denne åbning var lige ud for de vitale dele. Så er det nu, tænkte jeg, og førte korset ind og klemte skuddet af. Det lykkedes, og hjorten styrtede i knaldet. "Godt skudt," kom det fra Gary, som sad bag ved mig.

Hjemme på værelset lå jeg senere i mørket og kiggede op i loftet. Sikken en dag — aldrig havde jeg oplevet noget tilsvarende. Fire forskellige situationer, der på hver sin måde var utrolig spændende med diverse udfordringer. Det var mere, end jeg nogensinde havde turdet forestille mig. Tænk at nedlægge fire dåhjorte på én dag.

Da jagtfeberen tog over

Den næste dag skulle blive helt anderledes, end jeg havde forestillet mig — og samtidig en dag, hvor det er vigtigt at fortælle hele historien, for jagt kan være uforudsigelig. Det, der kom til at ske, ligger langt fra, hvad jeg normalt ville gøre, men der sker ting, når jagtfeberen raser.

Vi stødte på et hold dådyr, og pludselig trak hjorten ud i det åbne. Jeg fik riflen op på Viper-Flex'en og tænkte, det her skal gå stærkt — og det gik stærkt, eller også var det bare for forceret. I det øjeblik jeg fik korset på halsen af hjorten og besluttede mig for at trykke af, da sprang den. Jeg var bange for, at jeg havde anskudt den, så jeg prøvede at sende et skud mere efter den. Det blev en forbier. Hjorten stillede sig op, men nu meget langt ude. Nærmest i affekt fik jeg fundet ham i kikkerten, og endnu en kugle blev sendt afsted, uden at jeg var kommet til fornuft. "Du skød for højt," sagde Gary, og hjorten sprang afsted.

Jeg kogte indvendigt. Jeg kunne ikke fatte, at jeg havde ladet mig rive med og skød "som en konfirmand uden arme", som min far ville have udtrykt det. Selvbebrejdelsen var altoverskyggende, og jeg var vred og ekstremt skuffet over mig selv.

Gary prøvede at opmuntre mig. "Du ramte den slet ikke," sagde han, "den er ikke skadet." Vi gik ud for at se efter skudtegn og fandt ingenting. Først der fandt jeg ud af, at det eneste, der var anskudt, det var min stolthed og selvtillid. Jeg havde skudt tre skud, jeg ikke burde, men heldigvis var der ingen skade sket.

Senere, på vej hjemad, så jeg en bevægelse ud af øjenkrogen — en spidshjort, som løb forbi i en indhegning. Gary begyndte straks at kalde, og hjorten stoppede. Jeg fik Sakoen op på stokken, og for en sikkerheds skyld sigtede jeg på bladet. Nu skulle der ikke overlades noget til tilfældighederne, og jeg klemte af. Jeg åndede lettet op, da hjorten styrtede i skuddet. Fremme ved ham kunne jeg se, at der var noget galt med hans ene øje — det var fuldstændig matteret, og den havde tilsyneladende været totalt blind på det. En rigtig god hjort at få nedlagt, da den var i en ringe forfatning.

Tarzans hjort

Morgenen var, som udsigten havde lovet, fuldstændig fantastisk. Gary havde lovet mig, at vi skulle til et meget specielt sted. Da vi kørte op mod højlandet, var det, som om landskabet pludselig skiftede karakter — som om et billede blev belyst fra en helt anden vinkel. Dette var Garys tidligere hjemstavn.

Der boede også en anden person i området, en mand Gary havde døbt Tarzan. For cirka 15 år siden havde han fået at vide, at han havde terminal cancer og kun ville have få måneder tilbage at leve i. Manden mente, at hvis han skulle dø, ville han hellere gøre det her, hvor han trivedes, og nægtede at gå i behandling på et sygehus. Og manden var stadig i fuld vigør, mange år efter, til manges store forundring.

Gary fortalte, at dyrene sjældent var lige så store trofæmæssigt heroppe, men at jagten på dem var helt speciel. Pludselig sagde Gary: "Der kommer der en hjort." Og ganske rigtigt, der var en fuldskuffel, som ville over og hilse på de dåer, der stod til højre. Jeg skyndte mig at komme i stilling med stok og gevær og ventede på, at der måske viste sig en mulighed.

Hjorten kom nærmere og trådte op på en forhøjning, for muligvis at få mere overblik over, hvor der var 'ladies' i området. Der var lidt sidevind, så jeg holdt lidt ude i vinden, fremme på halsen, og klemte skuddet af. Som det ses i klippet, slår hjorten bogstavelig talt en baglæns flikflak, med damp stående ud af skudhullet i halsen. Gary fangede skudtegnet på videoen med rolig hånd, også selvom der var en '7 kilometers Remington', der hvæste ham i ørerne.

30 meter længere ude lå den smukkeste hjort, meget fint skudt på halsen. Jeg tog mine afstandsmåler op og målte tilbage til der, hvor vi havde skudt fra. Der var lige godt 200 meter.

Det perfekte punktum

Garys sidste plan var at jage i et skovområde med store gamle træer. Vi stoppede for at lytte — og pludselig røg Garys finger i vejret, samtidig med at jeg også hørte de herlige grynt fra en dåhjort. Efter et par pust med pudderflasken tog Gary kenderminen på, lavede et par roterende 'hamsterhjulbevægelser' og vinkede mig fremad.

Vi nærmede os ganske langsomt lyden bag en stor rodplade fra et væltet træ. Gary satte sig til venstre for mig, så han kunne se hjorten under grenene uden at være synlig. Lige så forsigtigt fik jeg rejst Viper-Flex'en op og fik Sakoen på plads. Der var meget mørkt i den tætte skov, men heldet var med mig, for dåhjorten stod bag en stor stamme i den eneste lysstribe, der nåede skovbunden.

Da Gary så, at jeg var klar, begyndte han at grynte. Hjorten gik mod venstre, stoppede kort, drejede rundt og viste hals og skulder. Jeg rettede ind og trykkede af — men jeg havde i al spændingen ikke fået afsikret, så intet skete. Heldet var med mig endnu en gang, for jeg nåede at afsikre og klemme skuddet af, uden at han var forsvundet. I skuddet klappede han sammen og gled ned, midt i sin solstribe. "Good shot," lød det bagfra.

"Nu skal du høre," sagde Gary. "Hvad om vi stopper nu og tager os tid til at afkoge trofæerne i eftermiddag?" Jeg kunne ikke være mere enig, for denne stalk var det perfekte punktum for vores fire dages jagt sammen. Jeg havde måske håbet, at jeg ville få mulighed for at nedlægge en hjort eller to, men denne tur blev til et sandt overflødighedshorn. Aldrig har jeg oplevet noget tilsvarende.

Hjemme igen ryddede vi op, og det var et imponerende syn med de syv trofæer, som var strippet fast på lågen ud til folden. Under maden sad vi og genopfriskede de mange minder. Med disse ord vil jeg blot endnu engang udtrykke de ord, som næsten blev til en frase: tusind tak, Gary, for en helt vild og fantastisk oplevelse. Om jeg på nogen måde kan gengælde den gæstfrihed og de fantastiske jagtoplevelser, jeg fik, det ved jeg ikke. Det eneste, jeg ved, og det skal Gary nok finde ud af — jeg arbejder på det, for: I have a plan!

Viper-Flex på dåvildtjagt i Irland

Over fire dages dåvildtjagt i Irland, i vekslende terræn — åbne marker, tæt granskov, sumpede grøfter og højland — var Viper-Flex'en med under hvert eneste skud. Knælende ved lågen, stående på diget med det højre ben strakt bagud, så riflen lå som i en skruestik, og kortet helt op, så jeg kunne skyde neden under grangrenene. Dér, hvor terrænet bestemte stillingen, fulgte stokken med.

Den fik også en rolle, jeg ikke havde forudset. Da vi om aftenen måtte hænge en hjort op i et træ til næste dag, brugte vi skydestokken som vægtstang til at løfte de tunge bagben over den nederste gren — den slags fidus, man kun finder på, når man står med 60 kilo hjort i mørket.

Jeg har jaget i over 40 år og brugt mange skydestokke. Viper-Flex'en er den eneste, jeg ville tage med ind i en irsk granskov på brunstjagt efter dåhjort og stole på under hvert skud.