Fem bukke på én dag

Tre års tørke — slut

Tre år uden en buk. Jeg landede i England om torsdagen og blev hentet. Calvin tog mig med ud til en vens gård, hvor han var blevet bedt om at regulere bestanden af rådyr. Med brunsten i fuld gang var timingen perfekt. Vi parkerede bilen, fandt grejet frem, og af sted gik vi.

Efter 75 meters gang kaldte Calvin, og en rå var på vej. Til højre hørte en buk fløjtet, fik øje på råen og begyndte at jage hende. Jeg var klar med Sakoen på Viper-Flex'en og var helt oppe at køre. Hun trak afskydningsbukken med sig, og da de stoppede på 30 meter, skød jeg ham i brystet. Han faldt på stedet, og min første buk i tre år var min. Sikke en lettelse.

Buk nummer to

Vi efterlod den første buk og fortsatte langs hegnet. Vi kom ind på den næste mark og prøvede at kalde igen. Pludselig kom der en hvisken fra Calvin — der kommer han. Og ganske rigtigt, en buk med meget høj opsats var på vej. Jeg sigtede i en anden retning, men bukken blev ved med at komme nærmere det sted, hvor jeg havde regnet med, at en buk ville dukke op. Han var så tæt på, at jeg ikke turde flytte stokken; i stedet vippede jeg den bageste sektion frem og brugte stokken som tobenet. Han fik færten af os, sprang et par skridt, men stoppede, da Calvin kaldte igen. Lige da han stoppede, var halsen fri, og skuddet gik.

Op over bakken

Calvin havde set ham på toppen af bakken på den næste mark, så han havde faktisk hørt kaldet på omkring 800 meters afstand. Jeg var dybt imponeret. Det var ikke en ung buk, og han havde fine roser. Men opsatsen var faktisk ret usædvanlig — meget, meget høj i forhold til tykkelsen. En rigtig god en at tage, sagde Calvin. Vi havde nu bevæget os 240 meter væk fra bilen, og aftenen var stadig ung. Vi bragte bukkene hen til bilen og kørte videre til et andet sted, hvor Calvin havde set en meget god buk. Jeg var så spændt og holdt tommelfingrene.

Nyt terræn

Vi parkerede bilen på det nye område og steg ud. Der går en stor buk lige her omkring, sagde Calvin lavt, - det er ham, vi gerne skal kigge efter. Hurtigt fik jeg gjort grejet klar, og vi gik langs med gærdet ned til højre. Calvin gjorde tegn til, at han ville kalde på det hjørne, vi stod på, så jeg gjorde mig klar med riflen på stokken. Efter at kaldt et stykke tid, gik vi tilbage igen, for der skete ingenting. Vi passerede bilen og kiggede på den anden side af den klynge træer, vi stod ved.

Heromme gik der tre dyr, hvoraf den ene var en buk. Selvom det var bukken, der var længst ude, regerede han på kaldet. Han passerede den ene rå og kom hurtigt nærmere. Det var ikke den store, men en, som Calvin gerne ville ha' skudt. Jeg var klar med riflen i Viper-Flex'en, men det var svært at få bukken fri af den høje vegetation. Pludselig var han faktisk meget tæt på, og det var svært at følge med ham, med riflen på stokken. Igen løftede jeg skæftet fri af den bageste gaffel for bedre at kunne få hold på ham.

Bukkefeberen

Jeg plejer at få virkelig ekstreme tilfælde af bukkefeber, når tingene spidser til. Men jeg havde jo lige skudt to bukke, hvor det hele gik op i en højere enhed, så min selvtillid den gjorde mig mere rolig, end den normalt ville være. Bukken tog et par skridt frem og stoppede. Jeg var klar og klemte af. Bukken faldt i skuddet, og jeg havde nedlagt min tredje buk, inden for meget kort tid. Han havde været oppe at slås, da der var brækkede sprosser på den ene stang, og han var fuld af skrammer og ar på halsen. Jeg var helt oppe at køre, det var efter tre års tørke, lykkedes mig at nedlægge tre bukke. Men Calvin havde flere planer, så vi efterlod bukken ved bilen og gik om, hvor vi havde været tidligere. Det viste sig at være en god idé …

Videre mod nummer fire

Vi hentede bukken og lagde den hen ved bilen. Vi skulle videre i den retning, vi havde startet, så vi gik over til der, hvor vi havde kaldt første gang. Nede i hjørnet så jeg noget rødt og prikkede Calvin på skulderen. Det var en buk, en fin seksender, dog ikke den store, som Calvin havde set tidligere. Men den var helt klart jagtbar. Så jeg fik hurtigt Sakoen op på Viper-Flex'en og var klar. Da de første lokkelyde fra Clausen-kaldet lød, reagerede bukken prompte. Den drejede og begyndte at komme op imod os. Marken lignede mest en brakmark, med høje ukrudtsplanter, så der var ikke meget fri.

Bukken på 40 meter

Da bukken kom ind på 40 meter, stoppede den og sikrede. Den stod spidst på, med hovedet over vegetationen. Jeg var klar og så korset stå klippestabilt på bukkens hals, for derefter at klemme af. Resultatet var spektakulært, som det altid er, når man rammer centralnervesystemet. Den var død, inden den ramte jorden, og forsvandt bare i skuddet. Jeg genladede, og vi gik over til bukken. Det var en smuk og fint perlet opsats, som vil pryde enhver væg. Var jeg oppe at køre før, så var det da helt vildt nu. Jeg havde nedlagt 4 bukke på én dag. Calvin forstod ikke helt, hvor denne buk kom fra, men jeg mente, den var dukket op, efter at vi havde lokket første gang. Calvin smilede og sagde, at nu ville vi se, om vi kunne finde en femte. Jeg troede dårligt mine egne ører, men fulgte selvfølgelig med, da han udpegede vores retning og gik videre …

Videre på pürsch

Lidt efter, mens vi pürschede videre, kiggede vi ind på en mark, der lå ud mod en befærdet hovedvej. Der stod både bukke og råer derinde, men bukkene var ikke store, og de kunne tilsyneladende ikke høre kaldet på grund af trafikken. Da det blev mørkere, valgte vi at gå videre. Ved det næste hjørne passerede en rå fra venstre, og hun blev hurtigt fulgt af en buk. Han så ganske interessant ud, og vi fulgte efter. Men trods en grundig afsøgning af området så vi ham ikke igen.

Den femte buk

Kort efter så vi en buk og en rå løbe i ring på en afhøstet græsmark. Der var ingen kuglefang i den retning, så vi forsøgte at komme udenom og gik til fra en anden vinkel. Men da vi nåede frem, var der ingen rå at se. Vi spejdede rundt med kikkerten, og pludselig kom bukken — skråt bagfra — løbende alene i fuld fart hen mod hjørnet af marken. Calvin begyndte at råbe for at få den til at stoppe, jeg fløjtede så højt jeg kunne, men bukken fortsatte. Men så, lige før den nåede et lavt stykke pigtrådshegn, stoppede bukken og kiggede tilbage. Jeg havde fulgt dens bevægelser med riflen på skydestokken hele vejen og var helt klar, hvis den stoppede. Jeg vidste, at jeg kun havde et splitsekund, så så snart jeg fandt bovbladet i kikkerten, slap jeg skuddet.

Kugleslaget

Da kuglen ramte, var der et tydeligt kugleslag, og bukken sprang over pigtrådshegnet og løb til venstre. Den forsvandt bag vegetationen, så jeg så den ikke falde. »Godt skud«, sagde Calvin, og jeg havde også en god fornemmelse ud fra min efterfølgning af ham, da skuddet gik. Der var ikke meget dagslys tilbage, og vi skyndte os frem for at se, om vi kunne finde bukken. Calvin gik til højre ind på marken, jeg gik mere til venstre og forsøgte at gå i et mønster for at se, om han lå i det høje græs. Jeg afsøgte området omhyggeligt og endte ved et lille vandløb med høj vegetation. Men der var ingen buk; det var nu blevet ret mørkt, og jeg kunne kun se nogle få meter frem. Calvin kom over og sagde, at vi hellere måtte finde en lygte i bilen. I mellemtiden var min frustration blevet til en frygt for, at vi ikke ville kunne finde bukken. Utroligt, hvor hurtigt selvtilliden kan fordampe på få minutter. Men lige som vi var på vej over til bilen, råbte Calvin: »Han ligger her«.

Eftersøgningen

Og ganske rigtigt — der lå han, for længst død, med kuglen placeret præcis, hvor jeg havde sigtet. Det var en meget flot buk med en kompakt opsats. Det var ufatteligt; på én eftermiddag og aften havde jeg nedlagt fem råbukke med fem skud under vidt forskellige omstændigheder. Og det var sket sammen med min fantastiske engelske jagtkammerat. Vi gik tilbage til bilen, og Calvin sagde, at vi hellere måtte beholde alle bukkene og tage et samlet trofæbillede dagen efter, nu hvor det var ved at blive så mørkt. Jeg snakkede som et vandfald, for jeg havde aldrig før oplevet en bukkejagt, der bare lignede denne. Da vi nåede bilen, foreslog Calvin, at jeg kunne hente bukken på marken til højre, så ville han køre ned og samle den sidste op, som vi lige havde fået. Vi brækkede bukkene, og så gik det hjemad. Vi havde halvanden times kørsel, og vi skulle tidligt op næste morgen. For dér skulle vi prøve bukkejagt et helt andet sted …

Fem bukke på én dag

Jeg håndterer ikke bukkefeber godt. Når tingene spidser til, ryster jeg.

Men denne dag havde noget lagt sig. Tre rene skud bag mig — og en tillid til, at riflen ville være præcis der, hvor jeg satte den, når øjeblikket kom.

Fem bukke på én dag. Efter tre år uden en eneste.

Alt spillede sammen — grej, jagtkundskab og timing. For Calvin var det en helt almindelig dag. For mig var det alt andet end det.

Engelsk råvildtjagt om sommeren er hurtig og uforudsigelig. Dyrene bevæger sig gennem høje afgrøder, og skuddene kommer uden varsel.

På hvert eneste skud den dag var Viper-Flex'en den platform, der gjorde det muligt — stående, mens jeg fulgte en buk i bevægelse gennem tæt vegetation, uden tid til at tænke.