En arbejdsferie

Forberedelserne til en uges sommerferie med malearbejde om dagen og vildsvinejagt om natten, er ikke ubehagelige. Jeg fik klargjort "snipercyklen", så der ikke var noget, der klaprede. Derefter fik jeg skydetrænet — med en .22LR på 50 meter kan teknikken finpudses. Naboerne havde givet grønt lys for at jage i både kartoffelmark og hvedestykker, og det var især det sidste, som havde grisenes interesse.

To grise på én nat

Jeg kørte først op til kartoflerne, men der var ikke gris at se. Derfor måtte området med hvede, nede bag majsen, tjekkes. Der var flere rådyr i området, men deres karakteristiske kontur ses nemt i den termiske spotter. Nede i hveden var der en aflang, flad varmekilde. Det måtte straks undersøges — og jo, det var en gris. Den stod kun cirka 150 meter fra vandingsautomaten, som larmede en del. Så i ly af mørket, larmen og i rigtig vind sneg jeg mig nærmere. Jeg gik i et af parallelsporene, men turde ikke gå helt tæt på, da vinden svøbte her nedenfor skråningen.

Jeg fik riflen op på stokken og tændte for Pard'en. Trods den lyse nat var der ikke klart billede i kikkerten. Jeg vippede riflen op, tændte IR-lygten på dæmperen og sænkede langsomt ned igen. Grisen havde ikke opdaget "cigargløden", så nu var det blot at få ham til at stå ordentligt. Han gik mod højre, vinkelret på mig. Øjet var mit klareste punkt, så med det som reference beregnede jeg, hvor skuddet skulle placeres, og trykkede af. Der kom et tydeligt kugleslag tilbage — og så var der helt stille.

Jeg ventede ti minutter, fandt ham, og cyklede tilbage for at hente bilen. Da jeg nåede tilbage til cyklen, kiggede jeg tilbage mod området en sidste gang. Jeg blev noget forbløffet, da jeg så en stor skygge komme ud af skoven og gå ned i hveden.

Den store gris

Her var der mere gris synlig over hveden, så det var en større udgave end den første. Denne gang var afstanden 120 meter, og selvom det var blevet lysere, måtte lampen tændes igen. Denne gris trak til venstre under fødesøgningen, så det var blot at kopiere det sidste skud, bare spejlvendt. Heller ikke denne gris tog notits af IR-lygten, så endnu engang blev fingeren krummet, og et tydeligt kugleslag vidnede om en fuldtræffer. Jeg gik tilbage til udkanten af stykket og lod Viper-Flex'en stå, så jeg havde et pejlepunkt, og ventede til det blev lyst, for denne gris var markant større.

Den havde ved et "svineheld" lagt sig det helt rigtige sted i forhold til eftersøgningen. Og denne var rigtig nok voksen — og hold nu op for et par bisser, der stak ud fra underkæben. Det var en størrelse, jeg ikke selv havde set før. Hjemme viste vægten 92 kg, så ikke noget under, at det var tungt at slæbe den. Den stores tænder var over 20 cm, den "lilles" 13 — så der var helt klart noget til væggen.

Den anden nat

Efter et par timers søvn, vinduerne og en omgang trofæafkogning satte jeg uret til 02.30 og tog afsted igen. Ved grønjorden så jeg en velkendt kontur i hveden — grisen stod, hvor de to andre også gjorde. Det er et farligt hjørne. Jeg listede ind på 112 meter og satte stokken op. Kikkerten var noget grumset, selvom dagen gryede, men da jeg løftede riflen og tændte for IR-lampen, kunne jeg se gris.

Den trissede lidt rundt, den var ikke så stor som de foregående, men vendte til sidst siden til. Jeg sigtede nede i hveden, hvor de vitale dele var, og klemte af. I skuddet tonsede den til højre, men trimlede efter få meter. Klokken var 03.15. Det var en lille orne, og der var ikke ret store tænder i den, så de fik lov at blive siddende, da grisen blev afleveret.

Den sidste nat

Jeg var nu ved at være "godt mør" efter flere dages nattejagt, og kroppen kunne mærkes — jeg er jo ikke længere vant til hårdt fysisk arbejde. Så jeg gik i seng uden at stille vækkeuret og sov, som man kun kan på ferie. Da jeg næste aften skulle til ro, var jeg stadig noget brugt, så jeg lod skæbnen råde: kunne jeg sove igennem, havde jeg nok brug for det — vågnede jeg på et jagtligt fornuftigt tidspunkt, ville jeg stå op. Uret viste 2, da jeg kiggede på det. Jeg var alt andet end frisk, men en aftale med sig selv må man holde.

Inden længe stod jeg i kartoffelmarken med en stille brise i ryggen. Tanken om, at vinden ville være meget bedre ovre i hveden, fik mig til at kigge i den retning. Lige i det øjeblik kom der et stjerneskud, der gik lodret ned mod det område, jeg kiggede mod. Der er jo som bekendt mere mellem himmel og jord, så jeg vendte cyklen. Næste gang jeg stoppede for at spotte, så jeg en stor skygge oppe ved skoven. Den stod et godt stykke over 200 meter væk, så jeg arbejdede mig ind langs det buede spor i marken.

I mangel af pandelampen havde jeg taget min strikhue på, for den er med lygte i, og håndkikkerten med afstandsmåler havde jeg også med. Da jeg nåede ind på 134 meter, mente jeg, at alt var, som det skulle være. Grisen stod med hele bredsiden til og spiste hvedeaks. Bedre bliver det ikke, tænkte jeg, og klemte skuddet af.

Eftersøgningen

Det kugleslag, som kom tilbage, var markant anderledes end de tre foregående, og grisen spurtede afsted og forsvandt ud af mit synsfelt. Hvad har du nu lavet? var min første tanke. Det er utroligt, som ens selvtillid kan skifte. Når man er klar til at skyde, ligner selvtilliden Eiffeltårnet — og løber vildtet fra skudstedet, føles den som en ballon, hvor gassen er gået af.

Der var kun ét at gøre: vente til det blev lyst. Jeg gik skuddet igennem igen og igen — jeg var sikker på, at det var sluppet kontrolleret, men kugleslag og en forsvundet gris trak den anden vej. Jeg granskede området minutiøst. Dér — var det ikke blod? Jo, det var det. Lyserødt, klumpet og et rigtig godt tegn. Jeg havde retningen, og schweissen førte mig på rette vej, indtil jeg fandt en meget død gris. Skuddet sad 100 % der, hvor jeg havde sigtet.

Hjemme ved huset fandt jeg forklaringen. Den ene tætningsring fra mit høreværn lå på jorden — den var faldet af, da jeg havde taget høreværnene på under strikhuen. Det var derfor, skuddet havde lydt så højt og kugleslaget så markant anderledes. Min tinnitus var gået helt amok, men det havde jeg ikke tid til at fokusere på. Grisen vejede lige knap 100 kg, og der var over 250 meter at slæbe ud til farbar vej.

Fire grise, tre nætter

Fire vildsvin over tre nætter, alene, med termisk spotter, lyddæmpet riffel og IR-lampe. Intet tårn, ingen foderplads — kun feltkundskab, tålmodighed og et stabilt anlæg i mørket. Den første nat lod jeg Viper-Flex'en stå i hveden som pejlepunkt, så jeg kunne finde tilbage til grisen i mørket. Og det var på stokken, hvert af de fire skud blev afgivet.